Hstorier fra "den gang".

Hej Rødder.

Jeg har som redaktør, påtaget mig jobbet at få nogle af de gamle historier udgivet. Materialet er imidlertid så omfattende at det ville blive til en bog i stedet for et blad, hvis det skulle trykkes. Derfor er vi i bestyrelsen blevet enige om at udgive det løbende både her på forum, og i klubbladet, sådan lidt efter lidt.
Jeg håber I nyder at læse med om træf, ture, ræs og jomfru oplevelser, som er sådan en jeg vil starte med.

Mvh Le' Redaktør

Brande Enduro 2008. af Enduro-Rookie

Tilbage i 1997 kørte jeg lidt off-road i Sydafrika og efter længere tids kørsel udelukkende på sort mudder havde jeg i efteråret lyst til at køre lidt off-road igen. Jeg startede med at se lidt på off-road maskiner på DBA og Mobile.de, og valget faldt på en KTM EXC 400, og jagten gik i gang. Ved et tilfælde faldt jeg dog over en 520’er i nærheden af Hamburg, og da min gademaskine har en del flere heste, tænkte jeg hva’ fa’en det kan da ikke være så voldsomt (jeg blev klogere, meget klogere) og rumlede af sted med traileren til Tyskland.

Så var maskinen på plads, men jeg tænkte det nok var en god ide at få afprøvet om det der mudderkørsel også var noget for mig inden jeg betalte afgift. Jeg tog et kig i DORMCK’s aktivitetskalender fandt frem til et arrangement i Brande, hvor man ikke skulle bruge en nummerplade – super. Så skulle jeg bare lige finde ud af hvad det der Enduro gik ud på. 2 x 1,5 times med lidt kørsel på en mark og i en skov – det lød da egentlig let nok (igen skulle jeg blive klogere).

Træningen op til løbet bestod i at starte maskinen op i vores baggård, og køre to omgange i gården. På det tidspunkt var de øvrige naboer allerede begyndt at råbe truende af mig, og jeg holdt inde i det gode naboskabs tjeneste. Nu var jeg klar.

Jeg mødte op i Brande en søndag morgen meget tidligt for ligesom at være på forkant med situationen, og så havde jeg tid til at lure de andre deltagere af for ikke falde fuldstændig igennem (i guder hvor skulle jeg blive klogere). Jeg havde medbragte en kammerat som 1. assistent og den bedre halvdel som 2. assistent, for ligesom at skabe lidt eksotisk race-team stemning. (Dette kræver dog som udgangspunkt, at man har en kører, hvilket det skulle vise sig at teamet i nogen grad manglede)

Jeg fik klemt ekvipagen ind mellem to andre deltagere, og her fik jeg første forvarsel om at jeg nok havde overvurderet egne evner, da jeg sludret lidt med min en sidemand og snakken faldt på min maskine, og han eneste kommentar var ”det er satme en hidsig satan”. Jeg forsøgte at finde en afslappet grimasse, imens jeg vendte mig mod min kæreste som efterhånden havde fået et noget bekymret ansigtsudtryk, og forsøgte henslængt at forklare at sådan en tunet knallert kunne jeg sagtens styre. (ay caramba jeg skulle blive klogere)

Andet forvarsel, om jeg nok skulle have gjort mit hjemmearbejde bedre kom til kørermødet. Blandet alle de andre kører - hvis tøj tydeligt bar præg af det ikke var første gang de kørte - lyste mit funklende nye cross tøj i hvidt og orange op som en 1000 watts projektør i forsamlingen, og jeg tror det lykkedes mig at give et indtryk a la ”Hej hej – jeg er ham den nye, der ikke har nogen som helst ide om hvad det er jeg har gang i”. John fortalte om sporet – kører over biler og træstammer?!¤? what the H… er det jeg har rodet mig ud. Hhhmm ro på – det skal nok gå, bare du følger kyllingen, tænkte jeg.

Min 1. assistent fik slæbt maskinen over til startlinen og jeg liner op. Jeg må ærligt indrømme jeg var noget klemt ved at have mere end 20 cross-kører umiddelbart bagved mig, med den viden at de vil sluppet løs 2 min. efter jeg havde begivet mig ud på banen. (det skulle vise sig at blive langt mindre en 2 min).

Så er vi klar – og et kort øjeblik føler jeg mig som Steve Mcqueen i startscenen til Le Mans – maskinen er slukket, kobling trukket, foden klar ved gearpedalen, dyb koncentration og jeg kan høre mit hjerte galoperer af sted, og nu går starten i et inferno af motorstøj fuldstændig som i filmen, dog med den lille krølle at jeg fortsat holder ved startlinjen med en maskine der var gået i stå. Satans – jeg kommer i gang, men de andre er langt foran og cross-kørerne er nu endnu tættere på, og mine goggles er dækket af et tykt lag mudder fra de andre. En drømmestart.





Starten - yes yes så har jeg sporet for mig selv

Ved første sving står det pludselig klart, hvad det var for en dommedagsmaskine jeg var kommet på nakken af, og det føltes som om den blotte berøring af gashåndtaget afstede kom en for det meste af tiden uønsket og stærkt uhensigstmæssig retningsændring af maskinen med dens ufrivillige passager.

Inden længe var der cross-kørerer på begge sider af mig, men de kørte heldigvis så meget hurtigere at det hurtigt var overstået og jeg havde banen for mig selv. Da vi skulle ind i skoven var der kø og jeg var pludseligt oppe ved feltet – back in business tænkte jeg (jeg blev igen klogere). Få meter inde i skoven måtte jeg erkende, at maskinen var noget af en mundfuld at balancerer rundt med på det smalle spor. Allerede på 1. omgang var der flere steder gravet dybe spor, hvor jeg sad uhjælpelig fast og konstant gik i stå – heldigvis kig mit batteri også hurtigt koldt, så jeg slap for at bruge el-starteren de 500 gange jeg gik i stå.

Det blev dog plads til en succes oplevelse i skoven – det utænkelig sker – jeg overhalede en. Det skal dog retfærdigvis siges, at han var gået i stå og sandsynligvis overhalede mig senere igen. Endelig var jeg næsten en omgang rundt og kom til tids-tagnings posten, hvor jeg for at sikre tilstrækkelig opmærksomhed om mit uopdagede talent gik i stå, så alle andre kører måtte lave drabelige undvige manøvrer.

Jeg når over til pit’en – min fuldstændig mørbankede krop bestemmer sig for vi nok hellere må tjekke om der er nok benzin på til næste omgang, bare for en sikkerheds skyld, - jeg har krampe i mine hænder og kan ikke slippe styret i venstre side uden hjælp - jeg sætter mig regnen imens min 1. og 2. assistent henholdsvis er ved at dø af grin og ser en anelse bekymrede ud.




Første pit stop - Mig, træt!? nej nej, jeg vil bare gerne være sikker på at der er nok benzin på

Det lykkes mig at kravle op maskinen og komme af sted igen og det var faktisk som om det begyndte at gå bedre – ikke noget prangende, men der var længere mellem jeg væltede og gik i stå.

I pausen mellem først og andet heat, måtte jeg dog erkende at jeg var så gennemtæsket at det ikke gav mening at forsøge igen. Mine skinneben, hænder og mavemuskler var i konstant krampe, og de blev med jævne mellemrum akkompagneret af diverse andre muskelgrupper. Men for satan det var sjovt – Enduro/off-road er noget af det sjoveste jeg længe har kastet mig ud i, og dertil kommer alle de super hjælpsomme og flinke mennesker som er en del af sporten.




The pain, the pain - bliver de her hænder nogensinde i stand til holde på noget igen.

Så jeg er klar til at dumme mig igen til dette års Enduro løb.

Halling

Kanon beretning

Halling - vi savner dig!!

Moffe

Halling, nu er det jo så lige at jeg har 2 x 400 i stalden, skal du snart med ud og køre og se A frika billeder :woohoo: